Efter et hårdt brud med sin kæreste bliver Sydney uventet hjulpet af sin nabo Ridge, som lever og ånder for sin musik. Musik som Sydney hurtigt bliver draget mod og involveret i, da de to indleder et samarbejde. Imod alle odds indleder de to et venskab indenfor kort tid, der stikker dybere en mange årelange. Kærester, ekskærester og 4 unge mennesker i samme lejlighed er dog sjældent en kombination som ikke giver anledning til spas og drama. Det udvikler sig til en giftig cocktail, når kærligheden begynder at blomstre imellem dem.
Måske en dag af Colleen Hoover er en hjertevarmende roman, der gør ondt alle de rigtige steder og fremtvinger et smil på selv de mørkeste dage. Det er en opløftende ungdomsroman fyldt med finurligheder der gør den helt unik sammenlignet med andre. Tabubelagte emner belyses og læseren præsenteres for en helt anden hverdag en den, som man er vandt til. Som om bogen ikke var fantastisk nok i forvejen, så er det den første bog jeg nogensinde har læst, med sit eget soundtrack. Ja du hørte rigtigt.
Alle sange der bliver skrevet og spillet i bogen er blevet indspillet af den dygtige Griffin Peterson, som bringer melodierne til live. Der er i alt 8 sange, og selvom det blot er bogen jeg skal anmelde for LOVEBOOKS, så anbefaler jeg også varmt at man har soundtracket med i baghånden, når man indleder sin læseoplevelse. Min personlige yndlings er Living A Lie.
Sydney og Ridge er to gennemførte personligheder, som man ikke kan undgå at komme til at holde af. De to er så menneskelige som det er muligt for fiktionelle karakterer. Jeg ved ikke hvad der præcist adskiller denne roman fra så mange andre, men det virker uden tvivl.
4 Replies to “Måske en dag af Colleen Hoover”