Melankolsk Monolog af Tina Rask

Jeg vågnede lørdag morgen ude af stand til at sove mere. Dog var klokken for mange til at det var tilladeligt at stå op, og derved vække den sovende ved min side. Heldigvis havde jeg aftnen forinden haft til hensigt at læse, inden jeg lagde mig til at sove. Dog formåede jeg at falde i søvn, med lyset tændt, uden at have vendt en side. Selvom morgensolen gennem gardinerne var sparsom, så endte jeg alligevel med at være taknemlig over at denne digtsamling lå indenfor rækkevidde.

Af forlaget har jeg modtaget bogen, Melankolsk Monolog, som er Tina Rasks debut og en fantastisk en af slagsen. Bogen indeholder en samling af følelsesladede digte om alt mellem himmel og jord. Hver en linje er sparsommelig og kogt ind til benet, hvilket tildeler hvert eneste ord, så utrolig meget vægt, at man på ingen tid skaber levende og farverige billeder i sit indre. Følelserne er mange, men man får bestemt hvad titlen lover: En melankolsk monolog.

Ofte er monologer kedelige og langtrukne, men som med mange andre gode fortællinger, så forvandles det ordinære til noget enestående og unikt. Den personlige stemme var behagelig og let læseligt, hvilket gjorde læseoplevelsen til en fornøjelse, om end den var hurtigt overstået.

På Tinas hjemmeside beskrives digtsamlingen:

Melankolsk Monolog er en digtsamling, der gennem monologer, skildrer nogle af de største begivenheder livet har at byde på.
Barndommens præg på udviklingen af individet, ses her i bakspejlet med en kombination af hungrende afsavn og filosofering.
Voksenlivets udfordringer pensles ud, direkte som de er uden filter, med alt lige fra kærlighed, til død og sygdom.
Digtsamlingen er en dyb melankolsk tankestrøm, der tager dig med i de eksistentielle lag, på både godt og på ondt.